Julen kan være meget svær for børn af forældre med et alkoholproblem

For mange tusinde børn er december langt fra en tid, som de ser frem til med glæde.

De er børn af forældre med et alkoholproblem, og for dem minder julepynten og julekatalogerne om frygt, bekymringer og et overansvar.

Det fortæller Babar Siddiqi fra Familieklub Kalundborg, som tilbyder frivillig, gratis, anonym rådgivning og støtte samt hjælp til at få bugt med alkoholrelaterede problemer i familien.

Problemerne i december begynder, når forældrene tænker tilbage på sidste års jul, hvor alkoholen ødelagde det for børnene. Forældrene vil meget gerne give deres børn den bedste jul.

De siger til sig selv, at i år vil de gøre det godt igen for sidste år, og så sætter de sig nogle mål, der er urealistisk høje. De bygger et voldsomt pres op på dem selv, og når man har problemer med alkoholen, udløser det en trang til drikke for at kunne overskue situationen. Her kan den onde cirkel starte fra år til år.

De ramte børns virkelighed bliver helt ændret, når de hører på historier henne i skolen. De føler sig anderledes, når de opdager, at deres familie ikke er som de fleste. Som barn vil man gerne føle sig som en del af et fællesskab. Familieklub i Kalundborg opfordrer derfor de unge til at tale med eksempelvis en bedsteforældrer eller en lærer, for det må aldrig blive børnenes ansvar at få forældrene på ret køl.

Familieklub i Kalundborg, som startede for et halvt år siden, mødes hver onsdag i 10. klassecentret i Kalundborg, hvor der er undervisning, fælles refleksion og hjælp til selvhjælp.

– Familieklubben har en erfaring, der fortæller os at skam, skyld og hemmeligheder er som lagkager. De bliver mindre, når de deles med andre, siger Babar Siddiqi.

Babar Siddiqi har muslimske rødder. Han er tidligere stofbruger, men arbejder i dag som misbrugsbehandler og efterlyser en mere differentieret stofbehandling i Danmark.

AF BIRGITTE ELLEMANN HÖEGH, JOURNALIST

Babar Siddiqi har tidligere været i medierne og peget på et behov for et mere differentieret behandlingssystem. Han kommer fra en muslimsk familie med pakistanske rødder og har selv været alkohol/stofmisbruger fra han var 16 til 31 år. I dag arbejder han selvstændigt som misbrugsbehandler og er også tilknyttet behandlingscenter Tjele. Tidligere har han bl.a. været ansat som terapeut i Jyderup statsfængsel, forskellige ambulante og døgnbehandlingscentre og på Dansk Center vedrørende Alkoholisme og andre Afhængighedssygdomme, hvor han var leder af et kursus med det formål at etablere et korps af nøglepersoner inden for de muslimske miljøer. Det var læger, sygeplejersker, lærere og socialrådgivere, der blev uddannet i afhængighedsproblematikker, men der var ikke økonomisk opbakning til, at de fortsatte gruppen.

Hvorfor lukkede man dit kursus ned?

‘Der er mange, der er gået i gang med forskellige behandlingstiltag for muslimer, men problemet er, at der ikke er opbakning og støtte. Der er desværre lidt modstand, fordi der er nogle politikere, der har nogle forestillinger om, at man skal have samme behandling, ligegyldigt hvor man kommer fra, og hvilken ’sygdom’ man kommer med. Men det holder bare ikke, når vi taler afhængighed, fordi vejen ud af det også handler om respekt for baggrund, kultur, værdier og familieopbakning, og derfor bliver vi nødt til at kigge på, hvordan vi kan hjælpe den her målgruppe bedst.’

Vil du uddybe det?

‘Rusmidler betragtes som en af de største synder i islam, og det betyder, at man som mennesker generelt gør som med andre synder: prøver at skjule dem. Ligesom man gør i danske familier, det bliver bare værre med muslimer.’

Hvorfor er det værre?

‘Det har meget at gøre med, at de største synder i islam bliver gjort op i, hvad det er, vi skal holde os fra. Alt det, der kan skade enten dig eller dine omgivelser, er ikke anbefalingsværdigt. Nogle af de ting, som betragtes som forbudte, er rusmidler og spil om penge. Og er der noget, der skader en selv og ens omgivelser, så er det afhængighed af rusmidler og spil om penge. Netop derfor anser man disse afhængigheder som nærmest utilgivelige. Og når den viden gives med modermælken, så giver det en meget større skamfølelse, for ‘hvordan kan det så være, jeg bliver afhængig af det?’ spørger man sig selv.’

Hvordan oplever du, at muslimske familier håndterer, at deres pårørende har et misbrug?

‘Med magtesløshed, manglende viden og skam over for sig selv, sin tro og sine omgivelser. Det er almindeligt, at familier tænker, at det ikke må komme ud, men skal holdes nede i familien. Og blandt andet, fordi mange muslimers netværk er ret store, kan de være bange for, at de andre tænker, at det er deres opdragelse, det er galt med.’

Men har de her familier ikke den samme viden om afhængighed som det resterende samfund?

‘Nej, det er ikke sikkert, de har viden om, at der skal professionel behandling til, eller har den nødvendige viden og forståelse omkring afhængighed. Det er heller ikke alment kendt blandt danskere, skal man vide. Og uvidende mennesker laver deres egne hjemmestrikkede behandlingstiltag for deres børn.’

Hvad er det for hjemmestrikkede værktøjer?

‘Jeg har både set og prøvet på egen krop og i egen tankegang, at afhængigheden må håndteres med ansvar. For eksempel ved at blive gift. For når man får en kone eller et barn, er logikken, at man nok stopper man med at være uansvarlig og kommer på rette køl. Jeg kender adskillelige aktive mandlige stofbrugere, der ikke har sagt noget til pigens familie i håbet om, at det her bliver anderledes. Og så er det ikke ét, men flere liv, der kommer i klemme. En anden metode er afstraffelse og isolering. Man bliver låst inde, og der er sågar eksempler på, at man har lænket vedkommende til en radiator. Nogle sender deres pårørende på opdragelsesrejser til hjemlandet, hvor de får en anden form for omsorg og kærlighed og kommer væk fra miljøet, for så regner man med, at de er afgiftet, og trangen er væk, når de kommer hjem igen.’

Mener du, at der er grund til, at man etablerer et særligt behandlingstilbud specifikt for muslimske stofbrugere i Danmark?

‘Jeg tror, det vil være godt, hvis man også ansætter behandlere med anden etnisk baggrund. Med mit arbejde som misbrugsbehandler oplever jeg ofte, at mennesker med andre nationaliteter opsøger mig, uanset om de er muslimer eller ej, men alene, fordi der er en genkendelsesværdi i en mand, der ligner dem selv. Så det her med at få skabt tillid i behandlingen er vigtigt – ligesom at tilbyde nogle behandlere, der har en større respekt for religionen, kulturen og baggrunden.’

Hvad er det for samtaler, der er nødvendige at få med en muslimsk stofbruger og familie? Og hvordan adskiller de sig fra den almindelige behandling?

‘Jeg tror, det er vigtigt at inddrage familier. Familierne kan være en stor ressource i behandlingen. Der er desværre sjældent familier inddraget, og årsagen, når det gælder muslimske familier, kan forklares ud fra, at de har en forestilling om, at de ikke bliver forstået af en etnisk dansk behandler i forhold til de problemer, de sidder med. Det kan være samtaler om de generelle problemer i familien og i forhold til troen, skyldfølelse, skam og deres omdømme- det sidder misbrugeren jo også selv med. Så det vil være godt med samtaler om, hvordan begge parter kan mødes igen og skabe tillid til hinanden.’

Er det behandleren eller selve behandlingen, der skal tilpasses?

‘Det kan være en kombination. Nogle misbrugere er blevet så forvirrede omkring deres identitet, at de ikke ved, hvem de skal stole på. For nogles vedkommende vil det være en etnisk dansk behandler, der vækker mistillid, for andre vil det være en muslimsk behandler, fordi de er bange for at blive afsløret i miljøet. Så man kan ikke svare entydigt. Men jeg ved, at der er en stor mangel på uddannede muslimske behandlere på feltet. Dem kunne vi godt bruge flere af.’

Hvorfor er der ikke så mange muslimske behandlere?

‘Det kan der være flere årsager til. Generelt er der ikke prestige i det arbejde, med mindre man selv er blevet mærket af stoffer og har kendskab til, hvorfor det er vigtigt at arbejde på feltet. Skyld og skam spiller selvfølgelig også ind her – samt frygten for misbrugere. For ser man en narkoman, vil man jo gå uden om, og af god grund, fordi en misbruger i almindelighed kan være utilregnelig.’

Hvad er det for stoffer, der generelt benyttes i det muslimske miljø?

‘De stoffer, de kan skaffe. Men det har også noget at gøre med alder, og hvor man kommer fra. For somaliere handler det rigtig meget om khat, mens pakistanere og afghanere ofte bruger heroin og kokain. Hos unge er den generelle holdning, at hash ikke er så farligt, at det ikke er et rigtigt stof, og derfor har jeg set mange tyrkere og arabere ryge hash.’

Jeg har talt med to muslimske stofbrugere i et fixerum, der begge blev vrede, da jeg bragte deres muslimske baggrund på banen. De mente, at det var diskriminerende at fokus skulle være på, at de er muslimer. De mente, at de helt enkelt blot har brug for bedre tilbud til hjælp. Har det noget på sig?

‘Det er et meget fint udtryk for deres skam, når de ikke vil gå ind i emnet. Enten er det, fordi, familien har sagt fra over for dem, eller også har de selv forladt familien, fordi deres indre værdier er røget med afhængigheden. Når muslimske misbrugere mister familien, har de en oplevelse af stor skam, som de har bragt over familiens ære. Derfor er det forståelig, at de ikke vil tale om emnet. Og så skal man huske, at aktive misbrugere ikke er i stand til at behandle sig selv. De vil ikke have en chance for at vide, hvad de skal gøre. Vidste de det, ville de ikke være i misbrug! Og så bliver jeg nødt til at nævne, at der ikke er nogen mennesker, der har lyst til at være anderledes end andre, så de bliver ramt på nogle områder, som er smertefulde. Så det undrer mig ikke, at de reagerer sådan.’

Babar Siddiqi har har pakistanske rødder og kom til Danmark med sine forældre i 1979, da han var 11 år. Han er vokset op i et muslimsk hjem på Østerbro i København. Han arbejder i dag som misbrugsbehandler og familierådgiver med flere uddannelser bl.a. som CIAC (Certificeret International Addiction Counselor), NLP Coach, Psykoterapeut m.fl. Gennem mange år kæmpede han selv med et misbrug, sin tro og sin familie.

Siden år 2000 har han arbejdet, både professionelt og som frivillig, med at hjælpe misbrugende og deres familier som er fanget af afhængigheden.

4. september 2012, Ritzau

Nu indledes den første oplysningskampagne om misbrugsproblemer i indvandrermiljøer

Ludomani, misbrug af stoffer, medicin og alkohol er tabu i mange indvandrerfamilier. Derfor indledes der nu for første gang en oplysningskampagne om misbrug blandt etniske minoriteter, skriver Kristeligt Dagblad.

Kampagnen er tilrettelagt af den private organisation Dansk Center vedrørende Alkoholisme og andre Afhængighedssygdom. Centret vil i første omgang uddanne 12 nøglepersoner blandt pædagoger, socialrådgivere og frivillige med etnisk minoritetsbaggrund, der skal være med til at udbrede kendskabet til misbrug i indvandrermiljøer.

Der findes ingen nyere undersøgelser af problemets omfang, men en ny undersøgelse fra Center for Rusmiddelforskning viser, at 15-18-årige med indvandrerbaggrund har lige så høj risiko for at udvikle et stofmisbrug som danske unge.

Til gengæld har de noget mindre risiko for at blive afhængige af alkohol.

– Vi ved fra vores arbejde, at der blandt voksne indvandrere er et problem med mange former for misbrug, men ofte er emnet omfattet af stor berøringsangst, siger leder Helene Kemp fra centret til Kristeligt Dagblad.

– Misbrug af spil, rusmidler eller medicin er så skamfyldt, at skammen alene gør det vanskeligt at tale om problemerne. Vi vil uddanne ambassadører, som kan udbrede budskabet om, at misbrug er en sygdom, der kan behandles, siger hun.

Misbrugskonsulent Babar Siddiqi, der selv har muslimsk baggrund, skal lede kurserne, og han forklarer, at traditioner og æresbegreber i mange tilfælde sætter en stopper for, at misbrugere i især muslimske familier får relevant hjælp. – Det er forbudt at drikke ifølge Koranen. Derfor betragtes det som et angreb på vedkommendes tro og værdier at stå med et afhængighedsproblem, og man er bange for at miste prestige og hele familiens ære, siger Babar Siddiqi.

2012, Britta Søndergaard

Min familie talte overhovedet ikke om mit misbrug, siger 44-årige Babar Siddiqi, der for 12 år siden gik i behandling for sin afhængighed. Han skal nu uddanne nøglepersoner, som skal bryde tabuet omkring misbrug blandt indvandrere

Dansk-pakistanske Babar Siddiqi var 15 år, da han første gang smagte alkohol. Han blev hurtigt mere end almindeligt glad for de våde varer, og i løbet af få måneder udviklede han en egentlig afhængighed.

Men hans tiltagende forbrug af øl og spiritus var ikke noget, der blev talt åbent om i familien. Da han senere blev selvstændig i tele-marketingbranchen, fortsatte han sit misbrug, samtidig med at han passede sit job.

I mange år levede jeg et dobbeltliv i forhold til min familie. I perioder kunne jeg drikke tæt, men jeg forsøgte at holde det hemmeligt. Min familie talte indbyrdes om, hvad der var galt med mig. Men jeg blev aldrig konfronteret med alkoholproblemet. Flere gange, hvor jeg var led og ked af mig selv, tog jeg på sommerferie i udlandet for at få en pause. Men da jeg kom tilbage, var problemerne de samme, fortæller den i dag 44-årige Babar Siddiqi, der tog beslutningen om at gå i behandling i 2000.

I dag er han den eneste muslim i Danmark, der har taget uddannelsen som international misbrugskonsulent, og i løbet af det kommende år skal han uddanne nøglepersoner, som kan udbrede kendskabet til misbrug og mulighederne for behandling, hvad enten det drejer sig om stoffer, alkohol eller ludomani.

Babar Siddiqi fortæller, at hans egen historie er typisk. Blandt muslimske familier er der en stor benægtelse af især alkoholmisbrug på grund af Koranens forbud mod at drikke.

I mange familier siger man: Muslimer drikker ikke. Hvis man siger til en person. Du drikker, så vil det ofte blive opfattet som et anslag mod selve den muslimske identitet. Man vil ikke italesætte misbruget, og hvis der er alkoholproblemer i familien, er holdningen ofte, at det ikke må komme ud til omverdenen. Problemerne forbliver en hemmelighed i familien, forklarer Babar Siddiqi. Han fortæller, at mange familier forsøger at løse deres børns stof- eller alkoholmisbrug ved at sende dem på genopdragelsesrejse i hjemlandet.

Mens de er hos familien i hjemlandet, er der ikke noget misbrugsproblem, for de har ikke adgang til rusmidler. Men de problemer, der ligger til grund for misbruget, bliver ikke løst, og når de kommer tilbage til Danmark, er situationen den samme som før, og de falder tilbage i misbruget.

En anden udbredt løsningsmodel er, at familien arrangerer et ægteskab for den misbrugende.

Ofte er det tavse budskab til ægtefællen: Vær nu sød og rar, så din mand eller kone holder op med at drikke. Og man gør på den måde ægtefællen ansvarlig for, at misbruget stopper. Familien betragter drikkeriet som en dårlig vane. Men vi, der arbejder med misbrug, ved jo godt, at afhængighed er en lidelse, der kræver behandling, siger Babar Siddiqi. Han understreger, at afhængighed i indvandrermiljøer har mange ansigter.

Blandt kvinder er det udbredt med misbrug af slankepiller og medicin, og hash er meget almindeligt blandt unge mænd. I nogle etniske grupper er ludomani meget udbredt. For nylig holdt jeg selv oplæg for 40 kvinder med flygtningebaggrund. Næsten alle gav udtryk for, at de var blevet afhængige af nervemedicin.

Benægtelsen af misbrug betyder også, at nogle forsøger at løse deres misbrugsproblem med mange hjemmestrikkede behandlingsmetoder, som er lige så uduelige som hvis man får trukket en tand ud når man har ondt i maven.

Babar Siddiqi håber, at uddannelsen af frivillige, der kan sætte misbrug på dagsordenen i indvandrermiljøer, er et første skridt til at bryde tabuet og tale åbent om problemet.

Vi skal også ruste nøglepersonerne til at forklare, at misbrug er en sygdom og ikke noget, der bare går væk, selvom man bliver gift eller sendt tilbage til hjemlandet. Og så håber vi, at vi kan være med til at fjerne den skam og skyld, der omgærder afhængighed.